Takket være en bevilling fra Allerød Kommune har vi i februar 2026 igangsat et projekt, der løber resten af året, i tæt samarbejde med kommunens demenskonsulenter. Projektet skal støtte borgere med let til moderat demens og deres pårørende. Formålet er at gøre det lettere for flere borgere med kognitive udfordringer at forblive aktive samt at give frivillige viden og redskaber til at møde målgruppen på en tryg og kvalificeret måde.
Projektet indeholder fire elementer:
1) Forløb med ny terapiform
De første to forløb har fokus på at bruge terapiformen CST (Cognitive Stimulation Therapy), som på dansk er Kognitiv Stimulationsterapi. I CST lægger man vægt på at fremme deltagernes holdninger, oplevelser og meninger – her findes der ikke forkerte svar. Det skaber tryghed, mod til at deltage i samtalen og giver plads til morsomme, overraskende og stimulerende samtaler.
Indledningsvist er der planlagt et gruppeforløb for en gruppe borgere med let demens som gennemføres af Allerød kommunes to demenskonsulenter. Efterfølgende vil der være et vedligeholdende forløb med CST-inspirerede aktiviteter og socialt samvær.
2) Demenscafé
13. marts 2026 starter Demenscaféen, hvor hjemmeboende demensramte borgere med deres pårørende kan mødes og danne et meningsfuldt fællesskab. Caféen kan feks. tilbyde fællesspisning, musik og kreative aktiviteter. Målet er, at det skal være et aflastende rum for pårørende og et trygt fællesskab for borgere med demens.
3) Kursus for frivillige
Sideløbende med dette er der planlangt et kursus i demens for frivillige, hvor kommunens demenskonsulenter bidrager med det faglige indhold.
Herudover tilbyder vi et kursus for vores foreningsnetværk i hvordan man kan fastholde demensramte længere i foreningslivet.
4) Selvhjælpsgrupper
Sidste element er at starte selvhjælpsgrupper for borgere med demensramte forældre. Det er et støttende forløb, hvor man mødes for at dele erfaringer og strategier, og det faciliteres af to af frivilligcentrets uddannede gruppeledere.